Sammenlagte SDK FREJA får stærk start
Den nye aktør inden for shipping, transport og logistik, SDK FREJA har mere end fordoblet indtjeningen efter SDK A/S opkøb af 75 pct. af FREJA Transport & Logistik Holding i december i fjor. De to sammenlagte virksomheder kom ud af 2020/21 med et resultat på 83 mio. kr.
Foto: SDK FREJA A/S..
Udviklingen i virksomhedens resultat skyldes i høj grad opkøbet af FREJA, der var markant større end USTC-ejede SDK inden opkøbet. Driftsindtjeningen landede på 97,2 mio. kr. i den nye samlede virksomhed mod 37,7 mio kr. i SDK A/S i regnskabsåret 2019/2020.
”Med opkøbet havde vi tre mål: At skabe en ny stærk aktør inden for shipping, transport og logistikbranchen; at styrke den samlede markedsposition samt at bane vejen for fremtidig udvikling og vækst. Vi er allerede nået langt med alle tre mål”, siger Søren Gran Hansen, CEO SDK FREJA A/S.
“Organisk vækst og optimering relateret til både shipping- og logistikaktiviteter i de enkelte lande spiller en væsentlig rolle. Især Danmark, Finland, Norge, Sverige og Holland har leveret store fremskridt og kan rapportere om stærk indtjening. Polen fortsætter med at øge omsætningen i takt med, at kendskabet til FREJA stiger på det polske marked, og også Kina har opnået et tilfredsstillende resultat med positiv indtjening på trods af et svagt projektmarked,” skriver selskabet i en pressemeddelelse..
En ny strategiplan sætter kurs mod yderligere vækst i den sammenlagte virksomhed med yderligere opkøb.
”Vi vil ikke kun konkurrere på pris men vil i stigende grad maksimere de muligheder, der er ved at være en virksomhed med en bred vifte af produkter og tjenester. Opkøb er en væsentlig del af vores ambitiøse strategiplan. Vi har identificeret en række specifikke opkøbsmuligheder for yderligere at styrke SDK FREJAs strategiske markedsposition, ”siger Søren Gran Hansen.
Den sammenlagte virksomhed beskæftigede i regnskabsåret 2020/21 knap 1.250 fuldtidsansatte og omsatte for godt 2,6 mia. kr. SDK FREJA A/S opererer i otte lande og hovedaktiviteterne omfatter spedition inden for vej-, luft-, søtransport og projektopgaver, kontrakt logistik samt stevedoring, havneagentur, kommerciel befragtning og krydstogtservice.
Kilde: USTC