Satellit-fotos øger sikkerheden ved issejlads
Nu bliver det mere sikkert og endnu lettere for skibe at navigere gennem havisen i de sydgrønlandske farvande. Fremover vil daglige satellitfotos af isen nemlig højne sikkerheden for sejlads i Sydgrønland.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt roser den nye teknologi: ”Jeg glæder mig rigtig meget over, at sikkerheden nu bliver endnu højere for sejlende i de sydgrønlandske farvande. Det har stor betydning for både erhverv og turismen. Samtidig får vi mere sikre og hyppige data, fordi satellitterne ikke er afhængige af vejret og også fungerer i mørke,” siger Lars Chr. Lilleholt.
Tidligere blev isens bevægelser kortlagt med to ugentlig helikopterflyvning fra DMI's iscentral i Narsarsuaq. Men på grund af de til tider omskiftelige vejrforhold, var det ikke altid muligt at komme i luften. Det er slut nu. Fremover kan DMI's istjeneste hurtigt danne sig et overblik over isens bevægelser, når fotos fra satellitter tikker ind flere gange i døgnet. Satellitterne fotograferer i god kvalitet uanset skyer og mørke.
Dermed vil satellitteknologien fremme sikkerheden for det stigende antal krydstogtsskibe, der i disse år strømmer til de sydlige grønlandske farvande.
Hør mere om iskortlægningen her:
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet