Scandlines fremgang på Gedser-Rostock
Foreløbige trafiktal for 2012 tyder på, at Scandlines har haft held med at vende udviklingen. Det er særligt Gedser – Rostock ruten der viser fremgang. Rederiet har dog haft et mindre fald på Helsingør – Helsingborg, mens Rødby – Puttgarden viser stabile tal.
”Nu begynder det at flade ud. Det tyder på, at vi er ved at få vendt kurven”, siger administrerende direktør Søren Poulsgaard Jensen, Scandlines på baggrund af de foreløbige trafiktal.
På Rødby-Puttgarden overfarten har trafiktallene været stabile. Gedser-Rostock ruten har i 2012 for personbilernes vedkommende vist en fremgang på 5,1 procent i forhold til 2011. Det er gået lidt tilbage for Helsingør-Helsingborg overfarten.
Scandlines forventer et noget bedre resultat for 2012, end man havde i 2011, hvor rederiet fik et overskud på omkring 75 millioner kroner.
Scandlines driver også Bordershop i henholdsvis Rostock og Puttgarden. Forretningen i Puttgarden har i 2012 leveret et solidt resultat, mens det om Rostock blot fortælles, at forretningen kører med overskud. Samlet har de to Bordershops en omsætning på omkring en milliard kroner.
Kilde: Folketidende