SIMAC priser ved DM i Entreprenørskab
SIMAC fik en flot 2. plads samt titlen som Årets Uddannelsesinstitution ved DM i Entreprenørskab, der er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise. Mesterskabet blev afholdt på Børsen i København i sidste uge
Tre SIMACs studerende, fordelt på to projekter, havde tidligere på året kvalificerede sig til DM i Entreprenørskab:
Jacqueline Møller Larsen havde kvalificeret sig med sit projekt:
• Seamen ya baadaye Kenya - Etablering af Søfartsskole i Mombasa, Kenya for skibsassistenter således at de opfylder internationale krav, hvilket vil betyde, at de vil kunne begå sig i international sammenhæng
Lasse Jensen og Henrik Andersen havde kvalificeret sig med deres projekt:
• Easy Structure – Online driftoptimeringssystem til brug i installationsbranchen. Kan bruges til bl.a. at administrere lager, timestyring og kompetenceinformation. Skal erstatte papirarbejdssedler
De to teams konkurrerede med otte andre kvalificerede teams fra andre institutioner. SIMACs deltagere var de eneste repræsentanter i finalen, der ikke kom fra et Erhvervsakademi
I finalerunden var Easy Structure oppe mod to andre projekter, Jellyfish og Safecall. Seamen ya baadaye Kenya kvalificerede sig ikke til finalen, men blev af Juryen fremhævet som et virkelig godt projekt af særligt kvalitet, som de gerne ser båret igennem.
Resultatet af voteringen blev, at Easy Structure fik en flot 2. plads ved DM i Entreprenørskab, som ikke kun sikrede dem en økonomisk præmie, men samtidigt gav dem en plads ved det kommende Europamesterskab, som afholdes i Makedonien i uge 27.
Inden præmieoverrækkelsen, uddelte Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise, for første gang en nystiftet pris til 'Årets Uddannelsesinstitution'. Overraskelsen var meget stor, da prisoverrækkeren beskrev, at Årets Uddannelsesinstitution havde formået på kun halvandet år, at gå fra ikke at arbejde med innovation og entreprenørskab til at have to deltagende hold i DM-finalen. Samt for på fornem vis at have formidlet undervisning om entreprenørskab og inspireret de studerende til at tænke og handle entreprenant i en branche, hvor dette ikke var et kerneområde og uden for det almindeligt faglige område. SIMAC blev dermed ”Årets uddannelsesinstitution” i Fonden for Entreprenørskab.
Kilde: SIMAC