Skibstrafikken i Storebælt frigivet på ny
Torsdag aften ved 20-tiden blev skibstrafikken i Storebælt givet fri, efter at et område ud for Korsør tidligere på dagen var blevet lukket af Søværnet på grund af fare for, at et Harpoon-missil om bord på fregatten Niels Juel utilsigtet kunne blive affyret.
Missilet er udstyret med et 150 kg. stort sprænghoved, som dog ikke var armeret. Defekten opstod i den løfteraket der sender missilet af sted. Situationen blev udløst i forbindelse med en obligatorisk test, hvor løfteraketten, boosteren, blev aktiveret og Ikke kunne deaktiveres.
Indtil boosteren blev deaktiveret, var der en risiko for, at missilet kunne affyre og flyve op til 7 kilometer væk fra Flådestation Korsør, ud over vandet i sydlig retning og ikke i retning af Storebæltsbroen.
Også luftrummet var lukket.
Efterfølgende viste det sig, at løfteraketten ikke var aktiveret, men at der var tale om en elektronisk fejlmelding.
-mauh