Smyril Line fik overskud på 75 mio. kr.
Det færøske færge- og godsrederi Smyril Line kom godt ud af 2019 med et overskud på 75 millioner kroner, ud af en omsætning på 937 millioner kroner. I 2018 lå omsætningen på 845 millioner kroner. Coronakrisen skaber usikkerhed omkring udviklingen i 2020.
Øgede godsaktiviteter er årsagen til, at Smyril Line sidste år kunne notere en markant fremgang i omsætningen. Rederiets flåde er vokset til fem skibe – færgen Norrøna, og de fire fragtskibe: Eystnes, Hvítanes, Akranes og Mykines.
Antallet af ansatte ligger nu på 475, hvilket gør rederiet til en af de største private arbejdspladser på Færøerne.
Ledelsen skriver i en kommentar til regnskabet, at forretningen fortsat udvikler sig positivt, men at coronakrisen betyder, at der må forventes et lavere resultat i år.
Redaktionen