Søfartsstyrelsen slår til mod skyggeflåde
Søfartsstyrelsen styrker nu indsatsen for, at tankskibe, der befinder sig på Skagen Red, efterlever reglerne for sikkerhed til søs, miljøbeskyttelse og beskyttelse af de søfarende. Den russiske skyggeflåde nævnes ikke med et ord, men det er den det handler om.
I en udsendt meddelelse hedder det:
“Indsatsen sker som reaktion på aktiviteten fra ældre skibe, der transporterer olie gennem de danske stræder, og som medfører en øget risiko og bekymring for sikkerheden til søs, de søfarende og miljøet”.
“Søfartsstyrelsen foretager derfor havnestatskontrol af skibe, der ikke kan siges at være i uskadelig passage, og som ankrer op på Skagen Red. Indsatsen er i tråd med Søfartsstyrelsens målrettede arbejde for at fremme international kvalitetsskibsfart kendetegnet ved et højt niveau for sikkerhed og sundhed på rent hav”, slår styrelsen fast.
“Havnestatskontrollen fokuserer på tankskibe, idet en ulykke med skade eller forlis med tankskibe vil kunne have særligt vidtrækkende konsekvenser for sikkerhed, sundhed og miljø. Det følger endvidere af eksisterende udvælgelsesmetoder af skibe til havnestatskontrol, at tankskibe har en særligt høj risikoprofil, som medfører, at denne type skibe prioriteres udtaget til kontrol i højere grad end andre typer af skibe”, slutter Søfartsstyrelsen af.
Det nye danske initiativ vil formentlig ikke bremse skyggeflådens aktiviteter, blot flyttde dem et andet sted her. Desværre nok til et sted, der er mindre sikkert end nu. Men formentlig længere væk fra de danske strande.
-mauh