Solstad går batteri-vejen med hybridskibe
Det norske offshore-rederi, Solstad Farstad, har besluttet at ombygge to fartøjer til hybriddrift gennem installation af batterier, der vil reducere skibenes udledning af CO2 med mellem 15 og 20 pct.
Batteriløsningen er klassificeret som en erstatning for en dieselgenerator og vil have en effekt på 560 kWh. Ved ombygningen forberedes skibene også til en plug-in hybridløsning til landstrøm, oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
“Vi er optagede af at tage ny teknologi i brug, der kan gøre vores fartøjer mere trygge og effektive. Vi har allerede flere hybridskibe i flåden med rigtig gode erfaringer i forhold til driftsøkonomi, operation og sikkerhed. Med to nye hybridskibe styrker vi driftseffektiviteten i vores flåde yderligere,” udtaler Tor Inge Dale, der er COO i Solstad Farstad.
De to skibe, Normand Server og Normand Supporter, bygges om på Westcon Yards med batteripakker, der leveres af søsterselskabet Westcon Power & Automation. Rederiet får støtte til ombygningen, der ventes at tage et par uger, fra den norske NOx-ordning.
Kilde: Solstad Farstad