SS United States kommer ikke tilbage i drift
Crystal Cruises planer om at modernisere den 65 år gamle oceanliner SS United States og bringe den tilbage i drift er opgivet. En intensiv undersøgelse af det historiske skib har fastslået, at udgifterne ville blive enorme.
”Desværre har undersøgelsen vist, at den modernisering der var nødvendig for at bringe SS United States i overensstemmelse med moderne sikkerhedskrav og gældende internationale bestemmelser er så omfattende, at kravene såvel teknisk som økonomisk er urealistisk store”, siger Edie Rodriguez, CEO i Crystal Cruises.
Undersøgelsen, der blev gennemført under ledelse af den amerikanske kontreadmiral (R) Tim Sullivan konkluderer blandt andet, at alene udskiftningen af hovedmotoren ville betyde, at 25 procent af den samlede tonnage skulle fjernes.
Fordelen ved at bringe den gamle kæmpe til live igen var, at den er bygget på amerikansk værft og derfor vil falde ind under den såkaldte Jones Act, der gør det muligt at drive skibsfart mellem amerikanske byer.
Crystal Cruises har nu foræret den 1 million dollar dyre undersøgelse samt yderligere 300.000 dollar i kontanter til den forening der forsøger at bevare den enorme Atlanterhavs Liner og omdanne den til museum.
Kilde: Crystal Cruises