Stena Saga giver afgørende hjælp
En mindre motorbåd med to brødre ombord var i weekenden tæt på forlis i høj sø ud for Frederikstad i Oslo fjorden, men blev reddet takket være indsatsen fra Stena Saga, der var på vej fra Oslo til Frederikshavn og havde lagt mærke til fritidsbåden inden alarmen gik.
Redningscentralen i Sydnorge udsendte alarmen kl. 23.13 lørdag aften, efter at to personer ombord på fritidsbåden havde ringet om at deres båd tog vand ind. Bølgerne var på det tidspunkt tre-fire meter høje og de nødstedte var ikke klar over deres nøjagtige position, men oplyste, at de kunne se Stena Saga.
På broen på Oslo-færgen havde mandskabet tidligere lagt mærke til fritidsbåden og valgte at vende rundt, da de modtog alarmen.
“De gav os en position på fartøjet og det er baggrunden for, at det gik godt,” siger pressevagten i redningsselskabet, der sendte redningsbåden Horn Rescue afsted.
Da den nåede frem lå fritidsbåden meget dybt i vandet og det var et spørgsmål om minutter, inden det var gået ned. Det elektriske udstyr var blevet ødelagt af vandet og derfor vidste de to brødre ikke, hvor de befandt sig.
Skibsføreren på redningskibet takker mandskabet på Stena Saga for at hjælpe dem med at etablere positionen på det nødstedte fartøj. “Det var årsagen til at vi nåede frem i rette tid,” siger han til avisen VG.
“I dag mærker jeg rædslen mere end i går. Jeg har altid haft respekt for havet, men respekten er blevet lidt større nu,” siger den ene af de to brødre til avisen.
Se video fra aktionen på VG´s hjemmeside HER.
Kilde: VG