Sternula indgår trecifret millionaftale
Den nordjyske virksomhed Sternula har underskrev et Memorandum of Understanding for udvikling, opsendelse og senere drift af et nigeriansk satellitnetværk til maritim kommunikation baseret på den nye AIS 2.0 standard.
Netværket vil komplementere Sternulas eksisterende AIS 2.0-satellitinfrastruktur og forbedre kommunikationen mellem maritime myndigheder, havne og skibe på globalt plan. Det fælles satellitnetværk skal sikre øget digitalisering af maritime tjenester, der involverer de kritiske systemer om bord på skibet, især på skibets bro.
I første omgang vil der være fokus på de tjenester, som de maritime myndigheder leverer, såsom navigationsadvarsler, vejrudsigter og digital maritim information.
Senere vil mange kommercielle tjenester blive udviklet specifikt til AIS 2.0, herunder ruteoptimering og kontrol af autonome skibe.
I modsætning til netværk, der giver ubegrænset internetadgang, tilbyder AIS 2.0 en sikker kommunikationsløsning, der mindsker risikoen for cybertrusler.
-mauh