Storbritannien under pres for at løslade skib
Flere EU-lande og lande i Mellemøsten lægger nu pres på Storbritannien for at få det til at frigive supertankeren Grace 1, der for 14 dage siden blev beslaglagt ved Gibraltar, mistænkt for at transportere iransk olie til Syrien.
Den britiske avis The Guardian skriver, at en løsladelse af supertankeren var på dagsordenen, da Gibraltars førsteminister Fabian Picardo mødtes med den britiske premierminister Theresa May i Downing Street onsdag.
Det vides ikke om der blev truffet nogen beslutninger på mødet, der også handlede om Gibraltars stilling efter Brexit.
Den britiske udenrigsminister Jeremy Hunt har tilbudt iranerne at frigive Grace 1, hvis iranerne vil garantere at skibets last ikke havner i Syrien.
Iranerne ønsker på deres side ikke at oplyse, hvor skibet er på vej hen, men har tidligere afvist at det var på vej til Syrien.
Redaktionen