Svendborg Havn mister ildsjæl
FYN: Svendborgs havnemester gennem tolv år, Hans Søby, er død efter kort tids sygdom. Svendborg har dermed mistet en ildsjæl, der altid satte sejlernes forhold i første række og i høj grad var med til at sikre udviklingen af havnene i Svendborg kommune, skriver byens kommunaldirektør i et mindeord.
Havnemester Hans Søby er død, 53 år gammel..
Hans Søby var udlært skibsfører og var i en periode ansat hos DFDS, inden han i 2003 blev chefskipper på Drejø-Skarø-færgen Højstene. I 2007 blev han ansat som havnemester i Svendborg, hvor han sammen med det øvrige personale på Svendborg Havn var med til at sikret udviklingen både der og i kommunens øvrige havne.
“Hans var meget vellidt blandt sine ansatte og formåede med sit gode humør, sin gejst og glæde at inspirere og motivere medarbejderne i de mange projekter, der igennem tiden haver været på havnene og færgerne,” skriver kommunaldirektør Erik Meldgård Bendorf, Svendborg Kommune.
Et af Hans Søby´s sidste initiativer var etableringen af Ø-hop i Det sydfynske Øhav, der sidste år modtog Destination Fyns “Skulderklap-pris”.
Hans Søby blev 53 år og efterlader sig hustruen, Katarzyna Ka Søby og tre børn fra sit første ægteskab.
Kilde: Svendborg Kommune