Svitzer får ny konkurrent i Australien
En ny slæbebådsvirksomhed har set dagens lys i Australien med oprettelsen af Engage Marine Pty Ltd. Engage Marine er forbundet med Westug, som fortsat skal operere på Pilbara-markedet som et datterselskab af den nye enhed. Dele af ledelsen har tidligere været hos Svitzer.
”Engage Marine har været 12 måneder undervejs og bygger på succesen hos Westug, som har over 25 års erfaring i marine operationer i Western Australia. Vi tror, at der er bedre måder at gøre tingene på, og vi vil gøre en forskel”, siger CEO Mark Malone.
Den nye virksomhed har stærke forbindelser med Svitzer, der nu er en konkurrent til det nye selskab, hvor flere ledende tidligere har været ansat. Således har Mark Malone tidligere været administrerende direktør for Svitzers Australasien i næsten fem år.
Chief Commercial Officer Rob Chignell, Chief Performance Officer Kim Summerill og General Manager for strategi og implementering Shaun Thomas har også alle omfattende baggrund hos Svitzer.
Kilde: Lloyds List Australia