Sydbank: Markant fremgang til Mærsk
Sydbank forventer at A.P. Møller-Mærsk vil lægge et markant bedre regnskab på bordet fredag morgen, når Gruppen offentliggør sit regnskab for 2012. Overskuddet efter skat ventes at blive på 20,2 milliarder kroner, en fremgang på næsten 33 procent.
Banken forventer, at Gruppens smertensbarn Maersk Line sejlede et nettoresultat på 2,6 milliarder kroner hjem i 2012, mens Maersk Oil bidrog med 12,7 milliarder kroner til bundlinjen.
Havneselskabet APM Terminals ventes at bidrage med et overskud på 4,2 milliarder kroner, mens Maersk Drilling ventes at have hentet 2,2 milliarder kroner hjem til bundlinjen.
I indeværende år regner Sydbank med fremgang i Mærsk Line, Mærsk Drilling, APM Terminals, og ikke mindst Mærsk Tankers – der ikke vil blive tynget af nye nedskrivninger. Sammenlagt venter banken, at fremgang i de andre forrretningsområder vil overskygge, en stor tilbagegang i Mærsk Oil, og samlet set sikre højere indtjening for APMM-gruppen.
Kilde: Sydbank