THE Alliance snart klar med sikkerhedsnet
Containeralliancen THE Alliance er ved at være klar med det sikkerhedsnet, der skal sikre kunderne, hvis et af rederierne i alliancen går ned. Sikkerhedsnettet blev annonceret første gang i december i fjor af THE Alliance i kølvandet på Hanjin´s kollaps.
THE Alliance, der består af containerrederierne Hapag-Lloyd, K Line, Mitsui O.S.K. Lines, Nippon Yusen Kaisha og Yang Ming bad i sidste uge de amerikanske maritime myndigheder (FMC) om en hurtig godkendelse af partnernes ønske om at etablere sikkerhedsnettet for at undgå følgevirkningerne af et evt. nyt kollaps.
Da Hanjin gik i betalingsstandsning i august sidste år, strandede gods for 14 mia. dollar på rederiets skibe verden over. Siden har der i branchen været talt om behovet for at sikre beredskabsplaner for at undgå det kaos i leverance-kæden, som et andet kollaps vil medføre.
THE Alliance´s udspil er tidligere blevet hilst velkommen af FMC, der har opfordret de andre container-alliancer til at etablere noget tilsvarende. Det er dog ikke sket.
En af THE Alliance medlemmer, Taiwan´s Yang Ming rederi, har længe haft store økonomiske problemer. Og rederiet har fortsat røde tal i regnskabet for 2. kvartal i år, der viste et underskud på 14,7 mio. dollar. Yang Ming har i 1. halvår tabt i alt 43,7 mio. dollar, hvilket dog er en forbedring i forhold til samme periode i fjor.
Kilde: The Loadstar