Thrane & Thrane bejler trækker sig
Den britiske koncern Cobham PLC, der gennem længere tid har været i dialog med bestyrelsen i Thrane & Thrane om en eventuel overtagelse af den danske elektronikkoncern, har trukket sin køberinteresse.
Det påtænkte tilbud, der blev fremlagt for Thrane & Thrane den 8. februar, lød på kurs 420 kontant pr. aktie svarende til en samlet værdi af selskabets aktiekapital på ca. 2,4 milliarder kroner.
Afgivelsen af købstilbuddet var alene betinget af en anbefaling fra et flertal af Thrane & Thranes bestyrelse og af bestyrelsens tilkendegivelse om at ville støtte gennemførelse af købstilbudsprocessen.
Det potentielle købstilbud ville have været omfattet af standardvilkår for et sådant tilbud, men med en betingelse om accept fra blot 50,01 % af aktiekapitalen i Thrane & Thrane.
Cobhams strategi er at opbygge en markedsledende stilling for sine strategiske forretningsenheder ved at investere i teknologi, særligt med eksponering i kommercielle markedssegmenter, og det har identificeret Thrane & Thrane som et sådant potentielt mål.
Cobham er af den opfattelse, at en sammenlægning af dets SATCOM-aktiviteter med Thrane & Thrane ville medføre væsentlige fordele. Cobham havde påtænkt, at Thrane & Thrane fortsat skulle ledes af det nuværende ledelsesteam i Danmark. Det ville blive en af Cobhams vigtigste globale virksomheder, som Cobham forventede at investere i fremadrettet.
"Desværre må Cobham konstatere, at bestyrelsen i Thrane & Thrane ikke kunne anbefale tilbuddet. Cobham har derfor besluttet at trække det påtænkte købstilbud på Thrane & Thrane tilbageDet sker med henvisning til, at der ikke kan opnås enighed i bestyrelsen for Thrane & Thrane om at anbefale et salg af virksomheden", hedder det sidst i den meddelse Cobhams bestyrelse har sendt til fondsbørsen i London.
Den ene af Thrane & Thranes to stiftere, Lars Thrane - der fortsat sidder i bestyrelsen og kontrollerer en aktiepost på 24 procent i virksomheden - har ikke ønsket at sælge sin aktiepost til den britiske koncern.
Kilde: Cobham
Læs også: Lars Thrane kæmper mod et salg - HER