To fiskere reddet af grønlandsk helikopter
Efter at den nye grønlandske SAR-beredskabsaftale er trådt i kraft, var der for første gang en SAR-operation fredag i sidste uge, da Air Greenlands S-61-helikopteren kom i brug, fordi to fiskere fra Ilulissat kom i havsnød i Ilulissat Isfjord.
De to fiskere var ifølge det grønlandske internetmedie Sermitsiaq sejlet ind i isfjorden, da de blev fanget af isen og efterfølgende ikke kunne sejle videre.
Fiskerne, der er henholdsvis 42 og 69 år, var selv i stand til at tilkalde hjælp med deres nødradio, men da der ikke var et skib i nærheden, valgte beredskabet at tilkalde SAR-beredskabets S-61-helikopter i Kangerlussuaq til operationen.
Helikopteren ankom til Ilulissat omkring klokken 20.11, og allerede efter 20 minutter kom de to fiskere sikkert i land.
”Da fiskerne kom i sikkerhed, havde de det godt, og de var glade for, at de var blevet reddet”, siger vicepolitikommissær Leo Thelin til Sermitsiaq.
Fiskerne måtte efterlade deres åbne jolle i isfjorden.
Kilde: Sermitsiaq.ag
Læs flere fiskerinyheder - klik HER