Trump udsætter beslutning om straftold
Den amerikanske præsident har besluttet at udskyde indførelsen af straftold på stål og aluminium fra EU, Canada og Mexico til 1. juni. Samtidig har USA indgået permanente aftaler med Argentina, Australien og Brasilien, hedder det i en udtalelse fra Det Hvide Hus.
Den amerikanske administration offentliggør ikke detaljer om de nye aftaler og siger om udsættelsen overfor EU, Canada og Mexico:
“Administrationen vil forlænge forhandlingerne med Canada, Mexico og EU med 30 dage. I alle disse forhandlinger vil administrationen fokusere på kvoter, der skal begrænse importen, forhindre omskibning og beskytte den nationale sikkerhed,” hedder det i udtalelsen fra Det Hvide Hus i følge flere amerikanske medier.
Præsident Trump indførte straftolden på 25 pct. på stål og 10 pct. på aluminium den 23. marts. Sydkorea er også blevet permanent undtaget for straftolden på stål, fordi landet har forhandlet en nye handelsaftale med USA, fremgår det af udtalelsen fra Det Hvide Hus.
Redaktionen