Tyra-feltet kan nu fjernstyres fra land
Når Tyra II genoptager produktionen i vintersæsonen 2023/24, er det et af verdens mest moderne naturgasfelter, der producerer gas med 30% lavere CO2-udledning. Et vigtigt led i dette er det kontrolrum på land, som er placeret i TotalEnergies kontor på havnen i Esbjerg.
"For første gang kan vi fuldkommen fjernstyre de nye anlæg ude i Nordsøen fra land. Med avanceret teknologi vil kontrolrummet på land hjælpe os med at løfte sikkerhed, driftseffektivitet og samarbejde til nye højder", siger Lars Bo Christiansen, Vicedirektør for Tyra-genopbygningsprojektet hos TotalEnergies EP Danmark A/S.
De nye offshore Tyra-faciliteter er udstyret med omkring 100.000 datapunkter fra sensorer på kritisk udstyr, som løbende vil blive overvåget og analyseret af kontrolrumsteamet.
"Vi forsøger at være på forkant ved at opfange hændelser på platformene, før de sker. I stedet for at en ventil eller en pumpe kører, indtil den bryder sammen, registrerer sensorer de mindste ændringer, og vi kan gribe ind, før tingene holder op med at fungere. Det gør os i stand til at producere så meget naturgas som muligt, og samtidig hjælper det os med at reducere CO2-udledningen fra Tyras produktion med 30 procent", siger Lars Bo Christiansen.
Åbningen af kontrolrummet er et væsentligt element i den sidste fase af Tyra-projektet, hvor mere end 1.500 mennesker offshore og over 250 medarbejdere på land arbejder på at gøre faciliteterne klar til den første gas.
Fakra om Tyra-feltet
TotalEnergies er operatør af Tyra-feltet på vegne af DUC – et partnerskab mellem TotalEnergies (43,2%), BlueNord (36,8%) og Nordsøfonden (20%).
Tyra er Danmarks største naturgasfelt og har før genopbygningen været centrum for forarbejdning og eksport af mere end 90% af den naturgas, der produceres i den danske del af Nordsøen.