USA og Storbritannien sanktionerer Houthi-ledere
Fire militære ledere i Houthi-bevægelsen gøres nu personligt ansvarlige for bevægelsens angreb på den internationale skibstrafik i Det Røde Hav. Det sker ved at USA og Storbritannien indfører sanktioner mod de fire navngivne personer.
De sanktionerede er Houthi-forsvarsminister Mohamed Nasser al-Atifi, chef for Houthi-flådestyrkerne Muhammad Fadl Abd al-Nabi, chef for kystforsvarsstyrkerne Muhammad Ali al-Qadiri, og Muhammed Ahmad al-Talibi, som er direktør for indkøb af våben til bevægelsen.
”Houthiernes terrorangreb på handelsskibe og deres civile besætninger i Det Røde Hav og Adenbugten har forstyrret internationale forsyningskæder og krænket sejladsrettigheder og -friheder. USA er forpligtet til at beskytte international kommerciel handel og reagere sammen med vores allierede og partnere for at beskytte skibstrafikken i disse vigtige farvande”, hedder det i en erklæring fra det amerikanske udenrigsministerium.
Den britiske udenrigsminister David Cameron siger i en erklæring, at restriktionerne "forstærker vores klare budskab til houthierne i de seneste uger", og er målrettet personer der står bag de "uacceptable og ulovlige handlinger" mod skibsfarten.
Sanktionerne kommer efter at Houthi-lederen Abdel-Malek al-Houthi i en TV-tale torsdag lovede at fortsætte angrebene.
"Vores land vil fortsætte sine operationer, indtil mad og medicin når befolkningen i Gaza", sagde Abdel-Malek al-Houthi bl.a. i talen.
-mauh