Valmont indgår milliardaftale med Siemens
Den danske tårn- og rotorhusproducent Valmont SM har indgået en flerårig aftale med Siemens Gamesa om fremstilling af rotorhuse til den europæiske offshore-vindindustri. Aftalen har en værdi på over 1,3 milliarder kroner, og er den største enkeltordre i Valmont SMs historie.
“Gennem mange år har vi samarbejdet tæt med Siemens Gamesa, og denne aftale er en naturlig forlængelse af vores stærke partnerskab, hvilket vi er meget tilfredse med”, siger Niels Brix, administrerende direktør hos Valmont SM.
Med den nye partnerskabsaftale er Siemens Gamesa i stand til at source europæisk producerede komponenter tæt på de havne, der skal bruges til udskibning.
Valmont SM har gennem de senere år udviklet avanceret robotteknologi til blandt andet overfladebehandling af komponenter til offshore-vindmøller.
Den avancerede teknologi har resulteret i en årlig reduktion af forbruget af coatingmateriale på omtrent 366 tons samt en årlig CO2-reduktion på 8500 tons.
”Valmont SMs talrige bæredygtige initiativer i forhold til at mindske CO2-udslippet i vores forsyningskæde var en afgørende faktor for indgåelsen af vores partnerskab”, siger
Mark Don Hansen, Global Commodity Manager hos Siemens Gamesa.
”Valmont og Siemens Gamesa er et perfekt match til en langsigtet, tværgående udvikling af rotorhuse til offshore-vindindustrien”, siger Mark Don Hansen
Redaktionen