Video viser kollisionen ud for Hull
Videooptagelser stillet til rådighed for Maritime Danmark af det britiske firma Orca AI, viser det øjeblik mandag morgen, hvor containerskibet Solong hamrer ind i siden på produkttankeren Stena Immaculate, der lå for anker ud for Hull
Foto: X
Den opsigtsvækkende video er optaget af en SeaPod-enhed produceret af Orca AI, og monteret om bord på tankskibet Ionic Aspis, der lå for anker ud for Grimsby.
"Videooptagelsen viser tydeligt ulykken, tågeforholdene og det øjeblik hvor de to skibe støder sammen”, siger Yarden Gross, CEO og medstifter af Orca AI.
Et besætningsmedlem fra Solong savnes fortsat, og formodes at være omkommet. De øvrige 36 besætningsmedlemmer fra de to skibe blev bragt i land i god behold.
Solongs 59-årige russiske kaptajn er anholdt af britisk politi og sigtet for groft uagtsomt manddrab.
Foreløbige oplysninger tyder på, at Solong opretholdt samme kurs og fart i knap ni timer, indtil det bragede ind i det amerikansk flagede tankskib, der lå for anker.
Stena Immaculate var lastet med 35 millioner liter A1-jetflybrændstof. Tankskibet drives af
Crowley Maritime og transporterer brændstof for det amerikanske forsvar. Det vides ikke hvor store mængder brændstof der er gået op i røg, og hvor meget der er tilbage i skibets tanke.
Ifølge øjenvidner skød en massiv ildkugle op fra tankskibet efter kollisionen, og ilden bredte sig hurtigt til begge skibe.
De britiske myndigheder har igangsat en undersøgelse af ulykken sammen med de involverede flagstater.
-mauh