Vil bygge verdens største vindmøllepark
DONG gør klar til at sætte gang i opstillingen af verdens største vindmøllepark ved Themsens munding sammen med tysk og arabisk partner. Det sker efter at den britiske regering har øget subsidierne til miljørigtig strøm.
"Vi er positive fra DONG", siger koncernchef Anders Eldrup, der dog udtaler sig i forsigtige vendinger til business.dk
Men ifølge avisen er der imidlertid jubel på gangene i DONG. Den britiske regering øger nemlig subsidierne til produktion af grøn strøm voldsomt over en lang årrække. Det vækker med god grund glæde hos DONG, efter at regeringen Gordon Brown efter hårdt pres fra industrien har givet sig.
"Det er 100 procents forbedring af støtten. Hvis ikke den britiske regering havde gjort det her, ville der ikke været blevet investeret i London Array, men der er nu skabt et godt grundlag for projektet. Det vil vi nu drøfte med vores partnere", siger koncernchef Anders Eldrup til avisen.
London Array er en kæmpesag, der i den senere tid har fået masser af omtale i de engelske aviser, fordi projektet var nær sit skibbrud. Finans- og energiministeren har netop i forbindelse med statens 2009-budget annonceret en hjælpepakke med solid støtte til investorer og ejere af fremtidens grønne nøgleprojekter som London Array ved den sydengelske kyst og Walney i det irske hav mellem England og Irland.
DONGs projekter bliver de store vindere i finansministerens budget. Det er i særdeleshed London Array og et andet 100 procent DONG-projekt, Walney-vindmøllerne, der kommer til at nyde godt af støtte og lån.
Kilde: business.dk