Voldsom brand på spansk færge
En voldsom brand på en spansk færge er bragt under kontrol, efter at alle passagerer og mandskab blev evakueret. Branden startede på færgen Sorrento tirsdag, da skibet var på vej fra Palma de Mallorca til Valencia. Man frygtede på et tidspunkt, at færgen ville synke.
”Kaptajnen på skibet mente i første omgang ikke, at en evakuering var nødvendig, men til sidst og på grund af brandens intensitet, blev det besluttet at evakuere alle passagerer og besætningen”, siger en talsmand for Ministeriet for offentlige arbejder og transport.
Branden var så voldsom, at både passagerer og mandskab blev beordret i redningsbådene, hvorfra de efterfølgende blev samlet op af redningsfartøjer og skibe fra flåden. I alt deltog otte skibe og to helikoptere i redningsoperationen, her iblandt to omdirigerede færger.
Tre slæbebåde med brandslukningsudstyr er nået frem til skibet, der befinder sig omkring 18 sømil fra havnen i Palme på Mallorca og er i gang med at slukke branden samt nedkøle skroget. Branden og varmeudviklingen var så voldsom, at man en overgang frygtede, at skibet ville synke.
Der var 156 personer om bord, da branden brød ud. De er alle blev evakueret. Der var meget kraftig røgudvikling, som gjorde at branden kunne ses på lang afstand. Der er stadig omkring 750 ton brændstof på skibet.
Lokale medier fortæller, at brandmandskab og efterforskere er kommet om bord på skibet ved hjælp af helikopter. Man er nu ved at forberede bugsering af skibet tilbage til Palma.
Kilde: TradeWinds