113 år gammelt sejlskib skal fragte igen
Den tremastede skonnert Vega Gamleby, der blev bygget i Sverige i 1909, skal i arbejde igen som fragtskib. Start-up virksomheden Sailcargo, der gerne vil promovere miljøvenlig skibsfart, vil fragte bl.a. kaffe fra Colombia til New Jersey i USA.
Foto: Sailcargo.
Den gamle skonnert gjorde såmænd tjeneste helt frem til 1967. Men skibet var ikke blevet ordentlig vedligeholdt sank efterfølgende i havnen i Stockholm. Men vraget blev opkøbt og rekonstrueret, så der i dag blot er 15 pct. tilbage af det originale skib.
Det blev sejlende igen i 2008 og virkede som træningskib med plads til 48 personer og har siden vundet Tall Ships Race flere gange, men nu skal det tilbage og tjene som fragtskib igen.
Vega bliver sejlet over Atlanten i løbet af maj og vil derefter blive retrofittet, så det er klar til igen at modtage fragt. Der er plads til 148 kubikmeter på maksimalt 82 tons på skibet, der får en besætning på 14 mand og plads til tre passagerer.
Maritime Executive.