3F klager til EU over Mærsk lønninger
Kontrakter for thailandske medarbejdere som 3F er kommet i besiddelse af, viser angiveligt, at thailænderne har en arbejdsuge på 48 timers, en løn på cirka 8,5 kroner i timen – og befinder sig om bord på skibet i fem til seks måneder. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.
”Det her tangerer tvangsarbejde. Mærsk nyder godt af statsstøtte, politisk velvilje og lempelige forhold flere steder i verden. Alligevel hyrer rederiet søfolk til en hyre, der knap kan kaldes lommepenge. Det sker på benhårde vilkår, der er uhørte på europæiske skibe”, siger Henrik Berlau, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe, til nyhedsbrevet.
De thailandske ansatte har sat streger over navne og oplysninger om, hvilke skibe, de arbejder på. Det skyldes angiveligt frygt for konsekvensen ved at stå frem.
De er ansat via bemandingsfirmaet Thongchak Manning Company i Thailand. Men deres kontrakter giver Mærsk beføjelser som arbejdsgiver. Og nu vil 3F, der organiserer danske sømænd, klage til EU-kommissionen:
Mærsk oplyser til Nyhedsbrevet 3F, at der er der tale om "uegentlige søfarende", der er ansat af "andre end rederen". Ifølge Mærsk er de ansat efter sømandslovens paragraf 2.
Men ifølge 3F er paragraffen kun til brug, når det gælder ansatte i forpagtede butikker, casinoer og restauranter på skibe.
3F kalder kontrakterne i strid med Mærsk's egne regler. De tager afstand fra tvangsarbejde og lover fair forhold. Samtidig mener 3F, at den lave løn er brud på de overenskomster, Mærsk har skrevet under på.
Mærsk afviser, at der er belæg for at tale om tvangsarbejde. Rederiet oplyser i en mail, at der i øjeblikket er 64 thailændere fra Thongchak, der arbejder på Mærsk-skibe. Heraf 13 på skibe under dansk flag. Og Mærsk pointerer, at Thongchak er arbejdsgiver, der har forpligtelserne for løn og forsikringer.
Rederiet oplyser, at thaierne er ansat til at male. Ifølge Mærsk er der tale om såkaldt "uegentlige søfarende", der dog - ifølge 3F - har stort set samme rettigheder som almindelige sømænd. Men Mærsk vil nu undersøge, ifølge 3F, undersøge om Thongchak overholder sine arbejdsgiverforpligtelser overfor de ansatte.
Kilde: Nyhedsbrevet 3F