Værfter: Laveste antal nybygninger i 20 år
2016 blev et særdeles hårdt år for verdens skibsværfter, der oplevede det laveste antal nybygninger i 20 år, rapporterer analysefirmaet Clarkson. Dog var der lyspunkter for de europæiske værfter, der bygger krydstogtskibe.
Med blot 480 ordrer i bøgerne, blev 2016 året med det laveste antal nybygninger i bøgerne i 20 år, og samtidig var nybygningernes samlede tonnage stærkt faldende. Sammen med et stort antal skrottede skibe betød det lave antal nybygninger, at væksten i den samlede flåde faldt til det laveste niveau i mere end et årti, skriver Clarkson.
Imidlertid gav et rekordstort antal ordre på krydstogtskibe og færger anledning til en vis optimisme i Europa. Disse skibstyper stod for 52% af den samlede værdi af nybygningsordrerne, der estimeres til i alt 33,5 mia. dollar. Det gavnede de europæiske værfter, der stod for 3,4 mio CGT af ordrerne i 2016. Dermed indtog de 2. pladsen efter kinesiske værfter, der tegnede sig for 4,0 mio. CGT.
Og målt på CGT var ordretilgangen på de europæiske værfter 31pct. højere end året før, mens værfter i Kina, Korea og Japan måtte se kontraktvolumenerne falde med op til 90 pct. i forhold til 2015.
Kilde: Clarkson Research Service