Omstridt firma bag reparation af danske skibe
Det polske vikarbureau Armex, der har brugt nordkoreanske tvangsarbejdere, hævder ifølge Information at have ombygget og repareret en række danske skibe tilbage i 0´erne. Skibenes ejere afviser ethvert kendskab.
Dagbladet Information har haft mulighed for at kigge det polske firmas referenceliste igennem og her fremgår det bl.a. at to Scandlines-færger, en DFDS-færge og et dansk kabellægningsskib skulle kunne tælles på en liste over “væsentlige” opgaver “som underleverandør til polske værfter”.
Firmaet Armex blev kendt i Danmark, da Information og DR tidligere på ugen kunne fremlægge en kontrakt, der viste, at firmaet i 2014 hyrede nordkoreanske arbejdere til at bidrage til byggeriet af blandt andet det danske orlogsfartøj Lauge Koch. Et forhold, der dog er blevet afvist af Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Information skriver i dag, at den polske avis Gazeta Wytborcza allerede i 2006 afslørede, at firmaet havde leveret nordkoreanske arbejdere til Gdansk Shipyard - og at de havde arbejdet der i fem år.
Og i netop den periode skete ombygningerne af de danske skibe. Men hverken DFDS eller Stena kender noget til detaljerne om, hvilke arbejdere, der i starten af 0´erne arbejdede på færgerne på det polske værft.
Kilde: Information