AGA etablerer CO2-terminal på Lindø.
LINDØ port of ODENSE og AGA har indgået aftale om AGA’s nye CO2-terminal på Lindø. Terminalen bliver AGA’s første i Danmark og placeres på et 3.500 kvadratmeter stort areal på Lindøs Terminal Nord. Fra anlægget vil AGA levere CO2 direkte til kunder i Danmark samt til AGA’s egen tørisfabrik i Taulov.
”AGA er en stor international aktør med et spændende produkt. Flydende CO2 er et helt nyt marked for os, og vi ser det som et skridt på vejen til nye muligheder”, siger Carsten Aa, administrerende direktør hos LINDØ port of ODENSE A/S.
Anlægget, som forventes klar i sommeren 2019, vil få leverancer med skib fra AGA’s produktionsanlæg i Norden. AGA’s CO2 kilder i Norden er rene genbrugskilder, hvor CO2 opsamles som biprodukt ved fx produktion af bioethanol. Miljømæssigt øger AGA´s CO2 således ikke den samlede CO2-udledning – en udledning som førende klimaforskere er enige om bør reduceres kraftigt.
”Lindø har en central beliggenhed i forhold til AGA’s kunder i Danmark, og er et dedikeret industriområde med et stort potentiale, som giver mulighed for vækst. Samtidig er vi blevet yderst professionelt og vel modtaget af LINDØ port of ODENSE”, siger Ole Kronborg, markedsdirektør hos AGA.
Kilde: LINDØ port of ODENSE A/S