Qatar indgår verdens største værftskontrakt

Tirsdag 2. juni 2020 kl: 09:31

Qatar indgår verdens største værftskontrakt
Qatar´s energiminister og CEO i Qatar Petroleum, Saad al-Kaabi har indgået historisk stor værftskontrakt.

Qatar Petroleum har indgået en aftale med Sydkoreas tre største skibsværfter om bygning af 100 eller flere LNG-tankskibe over de næste 7-8 år. Aftalen har en værdi på 19,2 mia. dollar svarende til ca. 130 mia. kr. hvilket gør den til den største værftsaftale, der nogensinde er indgået.

Aftalen betyder, at Qatar Petroleum reserverer en stor del af kapaciteten til bygning af LNG-skibe på værfterne Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering (DSME), Hyundai Heavy Industries (HHI) og Samsung Heavy Industries (SHI) frem til og med 2027.

“Vi har sikret os omkring 60 pct. af den globale kapacitet til bygning af LNG-skibe frem til 2027 for at tage højde for vores LNG-tankskibsflådes behov over de næste 7-8 år, hvilket kan nå op i 100+ skibe til en samlet værdi på over 70 mia. qatari rials (19,2 mia. dollar),” siger Saad al-Kaabi, der er CEO i Qatar Petroleum og i øvrigt også landets energiminister.

Han oplyser, at alle nye LNG-skibe vil blive udstyret med den nyeste generation af dual-fuel motorer, der benytter LNG som brændstof.

Qatar er i gang med at udvide landets produktion af LNG markant og reserverede i april plads på et kinesisk værft til bygning af 16 LNG tankskibe.

Kilde: Splash


Redaktionen

Copyright © Maritime Danmark. Alle artikler, fotos og øvrige illustrationer, der er på disse sider, stammer fra Maritime Danmark. Artikler, fotos og øvrige illustrationer er beskyttet af de ophavsretslige regler og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden tilladelse.