Rederiforeningen parat til DIS-kompromis
Dansk Folkeparti slår fast, at en udvidelse af DIS-ordningen til offshore-sektoren, som foreslået af Vækstteamet, kun kan komme på tale, hvis det sker på danske løn- og arbejdsvilkår. Danmarks Rederi forening er parat til at finde et kompromis.
“Vi har sammen med søfolkene og fagforeningerne en gensidig interesse i at sikre danske arbejdspladser. Det betyder, at når Dansk Folkeparti sender et klart signal om, at de vil kræve, at udvidelsen sker på danske løn- og arbejdsvilkår, så vil vi lytte,” siger Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening til Maritime Danmark.
3F Sømændene har forlængst afvist en udvidelse af den almindelige DIS-ordning, der indebærer, at danske overenskomster alene kan omfatte personer, som anses for at have bopæl i Danmark.
Sømændenes formand, Søren Sørensen, har overfor Maritime Danmark peget på, at han intet har i mod en udvidelse af ordningen om skattefrihed, hvis den vel at mærke forudsætter, at det sker på danske løn- og arbejdsvilkår. Det er sådan, den såkaldte “færge-DIS” er skruet sammen.
“Færge-DIS´en er skræddersyet til færger, der sejler i de danske farvande. En ordning omkring offshore skal sikre, at skibet også kan konkurrere, hvis det opererer ud for eksempelvis Taiwans kyst,” siger Jakob Ullegård og fortsætter:
“Så hvis vi skal lave en aftale med krav om danske løn- og arbejdsvilkår, må udgangspunktet være, at det skal gælde i farvandene omkring Danmark. Hvordan det endeligt skal afgrænses, er alt for tidligt at sige noget om,” siger han.
Redaktionen.