Maersk dropper aftale med DB Schenker

Maersk dropper aftale med DB Schenker
Arkivfoto.

Fredag 16. oktober 2020 kl: 14:30


Maersk og DB Schenker, er røget i totterne på hinanden, angiveligt efter, at det tyske logistikselskab forsøgte at kapre Damco´s kunder, da Maersk annoncerede, at speditionsselskabet ville blive nedlagt som selvstændigt selskab.

A.P. Møller - Maersk har droppet sin storkundeaftale med den tyske speditions-kæmpe DB Schenker. Det skete pr. 1. oktober efter at DB Schenker i starten af september sendte et brev til Damco´s kunder med tilbud om at overtage korte kontrakter på samme vilkår, efter det danske selskabs beslutning om at lukke Damco ned som selvstændigt selskab.

Det skabte ifølge det tyske medie Hansa Internationals kilder så megen vrede hos Maersk-topchefen Søren Skou, at det tyske selskab mistede sin storkunde-status - og nu må betale kontant ved hver booking, skriver ShippingWatch.

Men tyske medier kunne ifølge det hollandske medie Nieuwsblad Transport allerede i starten af oktober fortælle om DB Schenker´s - noget andet - syn på sagen.

Det tyske logistikselskab bekræftede, at have fået ændret sin kundestatus hos Maersk, men henviste til, at DB Schenker i foråret havde besluttet at ændre sin shipping portefølje “radikalt”, så 90 pct. af fragtvolumenerne, som Maersk plejede at håndtere, blev flyttet til andre rederier.

Maersk har ifølge ShippingWatch ingen kommentarer, da det drejer sig om kundeforhold.

Redaktionen


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark