Rejserestriktioner presser færgefarten

Rejserestriktioner presser færgefarten

Fredag 23. oktober 2020 kl: 08:00


De nye danske rejserestriktioner der indebærer, at myndighederne nu også fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Tyskland og fire svenske regioner, er dårligt nyt for de danske udlandsfærger. Danske Rederier opfordrer til at rejserestriktionerne tager højde for effekten af test ved ind- og udrejse, så passagergrundlaget ikke fjernes helt.

”Vi må erkende, at rejserestriktioner i forbindelse med corona er kommet for at blive. Derfor er vi nødt til at forfine vores forholdsregler, så vi finder en balance mellem økonomiske skadevirkninger og smitterisiko”, siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.

”Vi har brug for, at myndighederne forholder sig til, om negative testresultater kan åbne for indrejse for personer, der ankommer fra lande med rejserestriktioner”, siger Jacob K. Clasen.

”Udlandsfærgerne har haft en rekorddårlig sommer, så nyheden om yderligere rejserestriktioner kommer meget uheldigt. I juni, juli og august havde færgerne til Norge, Sverige og Tyskland kun cirka halvdelen af deres normale passagerantal”.

Det er fortsat muligt at rejse til Norge og til Grækenland. Ellers er resten af Europa lukket land for ikke-nødvendige rejser.

Norge kræver dog at rejsende fra Danmark går i ti dages karantæne.

De nye anbefalinger trådte i kraft torsdag klokken 16.

Redaktionen


Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark