20 skibe sidder fast i isen nord for Rusland

20 skibe sidder fast i isen nord for Rusland
Foto: Rosatomflot

Onsdag 24. november 2021 kl: 10:56


En tidlig vinter har overrasket godt 20 skibe i farvandet nord for Rusland, hvor de nu sidder fast i op til 30 centimeter tyk is. Redning kan have lange udsigter, da kun en enkelt russisk atomisbryder i øjeblikket er i stand til at sejle.

De russiske myndigheder har flere gange oplyst, at atomisbryderne Yamal og 50 Let Pobedy ville blive sendt på havet for at befri de indefrosne skibe, men indtil videre ligger de begge fortsat ved kaj i Murmansk.

Det betyder at Vaigach som den eneste russiske atomisbryder i øjeblikket er til rådighed for skibstrafikken, dog suppleret af flere dieseldrevne isbrydere, herunder Novorossisk, der dog ikke er bær så kraftige som de atomdrevne isbrydere.

De seneste år har det frem til starten af november ikke været et problem at sejle i nord om Rusland uden isbryder eskorte, men det billede ændrede sig uventet i år.

Jo længere tid der går før isbryderne når frem til de indefrosne skibe, hvoraf mange er vestlige, des vanskeligere og mere tidskrævende vil det være at befri dem, pga. tiltagende istykkelse.

Redaktionen



Klik venligst

< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark