Aabenraa Havn kaprer cementproducent
Aabenraa Havn har i dag indgået aftale med Nuh Cimentos, Tradeland og Mørch Gruppen (tidligere Mørchs Cement) om etablering af en cementvirksomhed på Enstedværkets tidligere arealer. Området var interessant for den tyrkiske cementproducent Nuh Cimento Sanayi A.S.
”På havnen har vi gennem længere tid arbejdet med potentielle virksomheder, som kunne drage fordel af områdets unikke kvaliteter: store arealer, god bygningsmasse og adgang til en dyb havn. Vi har nu indgået aftale med Nuh Cimento om etablering af distribution og produktion af cement på arealet”, siger bestyrelsesformand for Aabenraa Havn, Erwin Andresen.
Den tyrkiske virksomhed har gennem længere tid har ledt efter et egnet sted til at etablere produktion af cement.Aftalen indebærer leje af arealer, fire siloer og en bygning. Inden selve produktionen startes, skal bygningen klargøres, og det nye produktionsanlæg installeres.
Cementproduktionen forventes at starte i løbet af et til to år, hvorefter der kan leveres cement til hele Skandinavien. Aftalen vil løbe over 20 år, og der vil være behov for nye medarbejdere. ”Det er fuldt i tråd med vores strategi for arealerne på Ensted, at der nu kommer en international virksomhed med investeringer og etablering af arbejdspladser”, siger Aabenraas Borgmester, Thomas Andresen.
Allerede nu flytter Nuh Cimento ind på arealet, da siloanlægget tages i drift hurtigst muligt. Anlægget skal dog opgraderes og tilpasses cementdistribution over de kommende måneder. Når det er gennemført, vil de første cementskibe ankomme med færdig cement, som oplagres i siloerne og distribueres videre til de danske byggepladser og produktionsvirksomheder.
Når cementmøllen er installeret og i drift, bliver der skibet cementklinker til Ensted, hvor den endelige forarbejdning til cement vil foregå.
”Med den strategiske investering i Danmark ved Aabenraa får vi adgang til hele Skandinavien. Vi har store forventninger til investeringen i Aabenraa, og de forretningsmuligheder den åbner op for”, siger Mehmet Eskiyapan, bestyrelsesmedlem ved Nuh Cimento.
Det endelige resultatet bliver en moderne cementmølle med en produktion, som efterlader et væsentligt mindre aftryk på miljøet end traditionel cementproduktion. Fra cementskibet håndteres cementen i lukkede systemer ved hjælp af tør luft, snegle og transportbånd. Det lukkede system skal sikre, at der ikke kommer fugt til cementen og minimerer støvgener.
Produktionen af cement foregår ved, at cementklinker pulveriseres i en cementmølle. Klinkerne består af kridt, restprodukter fra kraftværker eller anden industri og sand - afhængig af cementtype. Fra cementmøllen pumpes det færdige cementpulver i et lukket rørsystem til siloerne, hvorfra det udleveres til tankvogne, som leverer til kunderne.
Kilde: Aabenraa Havn