Ærøxpressen har markedsandel på 23 pct.
To år efter indsættelsen på den genstartede rute mellem Rudkøbing og Marstal, er det lykkedes Ærøxpressen at tilkæmpe sig en markedsandel på 23 pct. af personbilstrafikken til og fra Ærø. Dertil kommer 21 procent af passagertrafikken.
Det skriver Søsiden, Fyns Amts Avis.
”Ærøxpressen hører rent kapacitetsmæssigt til i den mindre ende af skalaen for Ærøs fem færger. Så jeg synes godt, at vi kan være tilfredse med vores markedsandel på 23 pct. Vi forsøger imidlertid hele tiden at øge kendskabet til Ærøxpressen”, siger rederiets direktør, Boye Kromann til Søsiden, Fyns Amts Avis.
Sammenligner man tallene for trafikken til og fra hhv. Ærøskøbing og Marstal i højsæsonmåneden juli, så overførte de kommunale tvillingefærger mellem Svendborg og Ærøskøbing i gennemsnit 19 personbiler pr. afgang, mens den private Rudkøbing til Marstal-ruten i gennemsnit overførte 16 personbiler pr. afgang.
I hele 2021 havde de kommunale Ærøfærgers tre ruter en samlet markedsandel på 77 procent for personbiler og 79 procent for passagerer. For Ærøxpressen var de tilsvarende tal hhv. 23 og 21 procent.