Analytikere: Klog beslutning af Mærsk
Nils Smedegaard Andersens opfordring til omkostningsbevidsthed blandt medarbejderne, er sammen med den forestående sparerunde et nødvendigt og rigtigt skridt. Det vurderer en række analytikere business.dk har talt med.
"Nils Smedegaard sender et klart signal til medarbejderne om behovet for omkostningsbesparelser. Signalet er at der kommer store besparelser, og at der i den forbindelse ikke er nogen hellige køer", siger analytiker Brian Børsting fra LD Markets til business.dk.
I Handelsbanken peger analytiker Dan Togo Jensen på, at selvom 5,7 milliarder kroner lyder af meget, så svarer det kun til 3 procent af de samlede omkostninger.
"Det er et lille skridt i den rigtige retning. Det viser tydeligt, at krisen kradser, og derfor er det her et nødvendigt skridt. Det er dog ikke nok til at bringe indtjeningen i hele Gruppen tilbage på et tilfredsstillende niveau, men det giver et fokus på omkostningerne i hele organisationen", siger Dan Togo Jensen til avisen.
"I lyset af de meget vanskelige markedsvilkår gennemgå ledelsen nu selskabet med en tættekam. A.P. Møller - Mærsk er de sidste 6-7 år vokset meget kraftigt, og de fleste virksomheder opbygger i sådanne perioder ofte et fedtlag. Det er det fedtlag, som Nils Smedegaard vil skære væk nu, samtidig med at forretningen skal effektiviseres,« konstaterer Brian Børsting.
Kilde: business.dk