Anklages for at tjene på piratfrygten
De afrikanske lande langer nu ud mod de store containerrederier, fordi flere af rederierne tager ekstra penge for at sejle med fragt i de piratramte farvande ud for Afrikas Horn. Afgifter der kan være på vej til at stige endnu mere.
"Der er dem, der vil ride på bølgen af piratfrygt for at retfærdiggøre ekstraafgifter", siger Nancy Karigithu, chef for Kenyas søfartsmyndigheder, Kenya Maritime Authority til Lloyd's List.
CMA CGM bekræfter, at rederiet opkræver et tillæg på 20 dollar per TEU på grund af risikoen for piratangreb på visse linjer, og mange andre rederier menes at have indført lignende gebyrer.
Rygter vil ifølge avisen vide, at det Israelske containerrederi Zim tager 100 dollar per TEU, og ifølge lokale kilder trues der med fordobling af afgifter.
Danske Maersk Line og datterselskabet har en 'krigsafgift' på 25 dollar per TEU, men ifølge kilder bruger de dem sædvanligvis ikke over for faste kunder.
Kilde: Dagbladet Børsen