Athena er brudt i brand igen, igen
Den 7.805 GT store færøske fabrikstrawler Athena var netop sat flot i stand - efter at den i slutningen af oktober sidste år brød i brand i Atlanterhavet - da der natten til mandag igen opstod brand om bord, mens den lå ved kaj i Runavik på Færøerne.
Branden er ude af kontrol. og der er sket en kraftig eksplosion om bord.
De færøske bevogtningsskibe Brimel og Tjaldrid, der begge er udstyret med vandkanoner, er på vej til Runavik for at assistere med slukningsarbejdet.
Ingen mennesker er, så videt det vides, kommet til skade.
Meget tyder på, at Athena ikke er et heldigt skib. Faktisk er det tredje gang, at der er udbrudt en stor brand om bord på fabrikstrawleren, der er ejet af det færøske rederi Thor.
Første gang var for snart seks år siden, den 7. juli 2005, hvor fabrikstrawleren næsten udbrændte. Det skete blot to måneder efter at søsterskibet Herkules gik tabt efter en omfattende brand.
Redaktionen