Norden på vej mod rekordresultat
Der er udsigt til et rekordresultat, når rederiet Norden offentliggør sit årsregnskab for 2007 i morgen mandag. Det viser en rundspørge som nyhedsbureauet Direkt har gennemført for Dagbladet Børsen. Og 2008 kan gå hen og blive endnu bedre.
Selvom rederiet Norden har dækket en stor del af skibsdagene for 2008 af indenfor sit fokusområde tørlast, vil indtjeningen i 2008 være afhængig af rateniveauerne, som er vanskelige at forudsige. Derfor kan det forventes, at rederiet melder forsigtigt ud om fremtiden, når Norden fremlægger sit regnskab i morgen.
"Det bliver forventningerne til 2008, som løber med overskrifterne. Jeg tror, at de kommer superflot ud af 2007, men fokus vil være på 2008, og her kan man godt forestille sig, at de vil være lidt forsigtige. Ikke afdæmpede, for de vil igen levere en flot indtjening, men jeg er ikke sikker på, at deres forventninger kan matche mine modeller," siger Jacob Pedersen, analytiker hos Sydbank, ifølge borsen.dk til nyhedsbureauet Direkt.
Nordens forventninger til 2007, der er blevet opjusteret af flere omgange, lyder på et nettooverskud på 670-700 millioner dollar, inklusive avancer fra skibssalg på 165 millioner dollar, og et primært driftsresultat (EBIT) på 665 til 695 millioner dollar.
Konsensus bland de ni aktieanalytikere, som indgår i SME Direkts rundspørge, er et EBIT-resultat for 2007 på 678 millioner dollar. Konsensus for 2008 er et driftsresultat på 839 millioner dollar, men der er stor uenighed om størrelsen af overskuddet. Estimaterne spænder fra 640 til 973 millioner dollar for 2008.
Af de syv analytikere, som har oplyst deres anbefaling på Norden, har fem en købsanbefaling. En analytiker har en neutral anbefaling og en har en salgsanbefaling.
Kilde: borsen.dk