Bank: Mols-Liniens aktie pustet op
Danmarks største bank, Danske Bank, advarer nu mod ejerkredsen bag Mols-Linien i en ny analyse. Rederiets aktiekurs er pustet op til nær det dobbelte af selskabets reelle værdi, fordi rederiet ikke har nogle almindelige aktionærer, skriver banken.
Siden nytår sidste år er Mols-Liniens aktiekurs steget med 122 procent, mens det indeks aktien hører til er faldet 6 procent.
"Det er tankevækkende, at Mols-Linien handler i kurs 1100-niveauet. Det er svært at argumentere for, at aktien skulle være meget mere værd end det halve", siger chefhandler i Danske Bank, Mads Zink til Dagbladet Børsen.
"Man kan ikke forbyde investorerne at købe aktier, selvom aktien handler på et, efter vores vurdering, helt urealistisk niveau. Man kan blot undre sig", siger han til avisen.
Mads Zink peger på, at der ikke længere er nogle aktionærer med rationel tankegang tilbage i aktien.
"Hvis man ser på aktionærlisten, så er der ingen pensionskasser, der ejer over 5 pct. af kapitalen. Og normalt er det netop pensionskasserne, der investerer efter en rationel porteføljetankegang - og som ville sælge ud, hvis de vurderer, at aktiekursen på et enkelt selskab er prissat urealistisk højt i forhold til andre lignende selskaber. Det er andre typer investorer, der måske har andre bevæggrunde, der får lov at sætte kursen",
siger Mads Zink.
Foruden rederiet Clipper, der i begyndelsen af året købte 30 pct. af aktierne i rederiet af Scandlines til kurs 600, har selskabet fire store aktionærer, der sidder på mindst halvdelen af aktierne i rederiet. Advokat Olav Damkiær-Classen, statsaut. ejendomsmægler Carsten Berger, tidligere bokser Hans Henrik Palm og ejendomsinvestor Henrik Ørbekker.
Kilde: Børsen