Bent Østergaard takker af i Lauritzen
Bent Østergaard, tidligere administrerende direktør i Lauritzen Fonden og LF Investment samt fhv. bestyrelsesformand i rederierne J. Lauritzen og DFDS, går på pension efter næsten 50 år i Lauritzen-gruppen i forbindelse med sin 75-års fødselsdag.
Bent Østergaard har gennem årene bestridt en række forskellige stillinger i J. Lauritzen blandt andet som finanschef, økonomichef, underdirektør og direktør for finans og økonomi. I årene 1982–1985 var Bent Østergaard udstationeret til rederiets daværende datterselskab i Schweiz. HD-uddannelsen blev i 1989-90 suppleret med et ophold på Cedep i Frankrig.
Bent Østergaard overgik i 1993 til rederiets moderselskab, J. Lauritzen Holding A/S, nu LF Investment ApS, og i 1996 blev han udnævnt til administrerende direktør her og i Lauritzen Fonden. Direktøransvaret overdrog han ved årsskiftet til Tommy Thomsen. I LF Investment regi var Bent initiativtager til investeringer i nyopstartede danske virksomheder inden for bl.a. kræftforskning, NMR-teknologi og bæredygtigt byggemateriale - alle eksempler på en fremsynet og risikovillig indstilling til gavn for dansk foretagsomhed og innovation.
Bent Østergaard har med sine næsten 50 år i Lauritzen-gruppen haft transformationsprocessen, som ikke blot J. Lauritzen, men også hele koncernen har været igennem, inde på nærmeste hold. Industrivirksomheder er blevet solgt fra, og skibsværfter er blevet lukket. J. Lauritzen A/S gennemgik med Bent Østergaard som bestyrelsesformand en omfattende forandring og måtte justere strategien efter de skiftende udfordringer i shippingmarkedet.
I dag er J. Lauritzen hovedfokus på bulk og gas, og virksomheden synes at være på sikker kurs. Bent Østergaard har desuden stået bag skabelsen af det nye og større DFDS, der efter købet af Norfolkline fra rederiet A.P. Møller, i dag er et af Europas største søbaserede transport- og logistiknetværk og som sidenhen har fortsat sin vækstkurve.
Kilde: J. Lauritzen