Besætning slap med bøder for mordforsøg
Kaptajnen og seks besætningsmedlemmer, der smed to blinde passagerer over bord i hajfyldt farvand i Det Indiske Ocean ud for Durban, har erklæret sig skyldige i mordforsøg. De frygtede at blive smittet med corona-virus. De slap med bøder ved retten i ved retten i Durban.
De to tanzanianske mænd, der var kravlet om bord på bulkeren Top Grace, da det lå i havnen i Durban, slap mirakuløst med livet i behold, efter at besætningen havde efterladt dem på en hurtig sammenflikket flåde af et par plastictønder og krydsfiner tre sømil ud for kysten i det hajfyldte farvand nord for Durban.
De havde fået udleveret hver en redningsvest og to flasker vand, inden besætningen havde tvunget dem de knap 20 meter ned af en rebstige til krydsfineren, der var suret fast til et par plastictønder. Og så havde de også fået besked om, hvilken retning de skulle padle for at komme i land. Med hænderne.
Tre dage og to nætter tilbragte de to mænd på flåden, inden de fuldstændig udmattede og afkølede nåede en turiststrand ca. 80 km nord for Durban den 30 marts, efter at være drevet gennem et af de mest havfyldte områder nær Tugela-flodens udmunding.
De kunne dog huske navnet på skibet og at besætningen “så kinesiske ud”. Skibets kaptajn og seks besætningsmedlemmer blev arresteret og sigtet for mordforsøg, da det ankom til haven i Richards Bay i Sydafrika 3. april.
De indrømmede at have bragt de to mænd i livsfare, men slap alle med bøder. Kaptajnen måtte af med i alt 160.000 sydafrikanske rands - ca. 60.000 kr. eller alternativt 5 år og 3 måneders fængsel. mens de øvrige slap med bøder på hver knap 20.000 kr. eller alternativt 2 års fængsel for mordforsøg.
De to tanzanianere er fortsat tilbageholdt af de sydafrikanske immigrationsmyndigheder. De afventer resultatet af en Covid-19 test og står muligvis overfor kriminelle sigtelser.
Den kinesiske besætning på det 61.000 dwt store Top Grace har angiveligt betalt bøderne og kan sejle hjem til Kina, når det passer dem.
Kilde: Zululand Observer & Vesseltracker