Bøjden-Fynshav ser lysere fremtid
Færgeruten Bøjden-Fynshav kan mærke nedgang efter, at Sønderborgmotorvejen er åbnet. Flere folk fra især dele af Fyn og Sønderborgområdet tager nu motorvejen, når de skal til og fra det østlige Danmark i stedet for at sejle. Rederiet Færgen, der driver ruten, håber dog på at vende udviklingen.
”Helt som ventet har vi set en mindre nedgang i trafikken, efter at motorvejen er blevet åbnet. Det er især vores meget lokale trafik, som vi har set en nedgang på”, fortæller salgschef Lindy Kjøller fra Færgen.
Motorvejen er imidlertid ikke kun forbundet med ulemper. I fremtiden vil færgeoverfarten Bøjden-Fynshav i stedet for den lokale trafik satse mere på de trafikanter, der kommer langvejs fra.
”På lidt længere sigt er jeg sikker på, at motorvejen også vil være en fordel for vores færgeoverfart. For folk der eksempelvis kommer fra Tyskland eller fra det østlige Danmark, som skal til Tyskland, er det attraktivt med den behagelige pause, man får på færgen. Så vi arbejder hårdt på at få færgen på landkortet både i det østlige Danmark og i Tyskland”, siger Lindy Kjøller.
Sønderborgmotorvejen åbnede i marts måned sidste år.
Kilde:dr.dk/P4/Syd