CMA CGM satser på kunstig intelligens
Franske CMA CGM har indgået et samarbejde med det amerikanske start-up Shone om implementering af kunstig intelligens ombord på selskabets skibe. Shone blev etableret i 2017 og specialiserer sig i brugen af kunstig intelligens til søfarten.
Samarbejdet betyder, at Shone får adgang til CMA CGMs skibe for at færdiggøre udviklingen af systemer baseret på kunstig intelligens (AI) ombord på containerskibene.
Når systemet er færdigt, skal det hjælpe besætningens arbejde ombord i forbindelse med støtte til beslutninger, maritim sikkerhed eller lods-assistance, fremgår det af en pressemeddelelse fra CMA CGM.
I forbindelse med sikkerhed og antikollissionssystemer benytter Shone data fra mange forskellige kilder, som f.eks. radar, kamera, AIS osv for at øge præcisionen og dermed forhindre potentielle kollisioner.
Beslutningen om at tage kunstig intelligens med ombord er også truffet af OOCL, der fornylig meddelte, at de har indgået et et samarbejde med Microsoft Reaseach Asia om at udvikle og implementere kunstig intelligens (AI), der skal styrke driften af netværket og øge effektiviteten indenfor shipping industrien.
Kilde: CMA CGM