Containerrederier dårligere til at holde tiden
Containerrederiernes evne til at overholde de planlagte ankomsttider, den såkaldte schedule reliability, faldt i årets første kvartal til 67,9 procent af ankomsterne, hvor det i 4. kvartal 2019 var 78,4 procent. Det viser en ny opgørelse fra SeaIntelligence.
Det containerrederi der klarer sig bedst, er det Maersk-ejede Hamburg Süd, der evnede at ankomme rettidigt ved 78,2 procent af ankomsterne i 1. kvartal 2020. Næstbedst var Wan Hai med en rettidighed på 75,7 procent.
Det rederi der klarer sig dårligst blandt de 15 største containerrederier i verden er Yang Ming, der kun formåede at ankomme til tiden 59,7 procent af gangene. Yang Ming har indtaget sidstepladsen i undersøgelsen siden 3. kvartal 2017.
Overordnet er rettidigheden nu på det næstlaveste niveau siden opgørelserne gik i gang i 2012.
Det er dog ikke alle kunder der er lige utilfredse med at deres varer bliver forsinkede. Faktisk oplever en del containerrederier, bl.a. Maersk, at kunderne på grund af manglende lagerkapacitet ligefrem er glade, hvis varerne er forsinkede.
Redaktionen