Dansk kaptajn skudt ned i Brasilien
En dansk kaptajn fra Norden blev torsdag ramt af et skud i brystet, da han blev overfaldet i den brasilianske havneby Salvador. Efter en operation har kaptajnen det efter omstændighederne nu godt. Det skriver ekstrabladet.dk.
Kaptajnen havde været ud at spise sammen med en kollega ,og ventede på en taxa, da overfaldet skete.
"Under overfaldet blev et skud affyret. Skuddet ramte kaptajnen i brystet, og gik ud gennem skulderen. Han er blevet opereret på et privathospital, og vi har fået at vide, at han efter omstændighederne har det godt", siger Nordens kommunikationschef Hans Bøving til ekstrabladet.dk.
Ifølge rederiets oplysninger er kaptajnens hjerte og lunger til alt held ikke blevet perforeret af projektilet. Hans navn tilbageholdes af hensyn til ham selv og hans familie. Familien er lige nu på vej til sygehuset i Brasilien.
"Der er tale om en rutineret kaptajn, der har rejst i hele verden, og hændelsen understreger, at Brasilien er et farligt land, hvor man virkelig skal se sig for. Det er en tragisk hændelse og en frygtelig oplevelse, som heldigvis er endt nogenlunde godt", siger Hans Bøving.
Det er endnu ikke helt klart, hvad der skete under overfaldet, men meget tyder ifølge rederiet på, at det var et røveri, som gik galt. Gerningsmændene er angivelig unge mænd fra lokalområdet.
Kilde: ekstrabladet.dk