Dansk olieforureningsekspert til Ukraine
Søværnet og Beredskabsstyrelsen har sendt en ekspert i olieforurening til Ukraine, hvor han skal rådgive de ukrainske myndigheder i bekæmpelse af den forurening, der lige nu plager Sortehavet.
De ukrainske myndigheder har bedt EU om at hjælpe med eksperter, der kan rådgive i bekæmpelsen af olieforureningen i Sortehavet efter den voldsomme storm i forrige uge.
Og det bliver en dansker, orlogskaptajn Carsten Rasmussen, der skal være leder af det eksperthold, som EU nu sender til området omkring den nordlige del af Sortehavet. Udover den danske leder består holdet af eksperter fra Letland, Frankrig, Italien, Portugal, EU kommissionen og OCHA/UNEP i Geneve.
Den voldsomme storm der ramte Sortehavet førte til flere skibsforlis. Blandt andet forliste en russisk tanker, der medførte flere tusind ton olie. Det er nu blandt andet den olie, der skaber forurening i området.
Kilde: Søværnets Operative Kommando (SOK)