Danske Rederier tilfreds med ny grøn aftale
Der kommer penge til bl.a. forskning i udledningsreducerende løsninger for transport til lands, til vands og i luften i en ny aftale om fordelingen af Forskningsreserven, som et samlet Folketing har vedtaget i dag. Og de glæder Danske Rederier.
Det er alle Folketingets partier, der i dag står bag en aftale om at afsætte 1,5 mia. kr. til grøn forskning, herunder midler til forskning i langsigtede løsninger, der skal gøre Danmark uafhængig af fossil energi. Det er godt nyt for skibsfarten og målet om klimaneutral skibsfart, mener Danske Rederier, der længe har arbejdet for, at midlerne til den maritime forskning i Danmark burde hæves.
“Jeg er glad for at se, at politikerne har lyttet, når vi har talt med dem om, at den maritime forskning herhjemme er underprioriteret i forhold til de lande, vi sammenligner os med. Med dagens aftale får den grønne forskning – herunder den maritime – et mærkbart løft, som er både velkomment og nødvendigt,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.
I aftalen, der blev indgået onsdag eftermiddag, er der blandt andet sat midler af til forskning i klima- og miljøvenlig transport, grønne drivmidler målrettet tung transport og lagring og konvertering af energi. Alt sammen emner, som Danske Rederier mener, er afgørende for landets fremtidige succes som søfartsnation.
”Danmark er en stolt søfartsnation, og når vi her til lands samtidig har en førerposition indenfor vedvarende energi, giver det os en unik mulighed for at sætte os i spidsen for den grønne omstilling af søfarten. Vi har i branchen sat kursen og er derfor meget tilfredse med, at et enigt folketing nu bakker op om vores ambitioner ved at afsætte nødvendige midler til forskning,” siger Anne H. Steffensen.
Kilde: Danske Rederier